Menu

Konkurs

Hvad er en konkurs, og hvem kan anmelde?

Hvis en person eller et selskab er insolvent, kan personen eller selskabet erklæres konkurs. Man er insolvent, hvis man ikke kan betale sin gæld til tiden og den manglende betalingsevne ikke kun er midlertidig eller skyldes andre forhold, f.eks. utilfredshed med et udført arbejde. 

En konkursbegæring kan enten indgives af en kreditor, som har et beløb til gode eller af skyldneren selv. Vi anbefaler altid, at indgivelse af konkursbegæring sker i samarbejde med en advokat. 

Efter indgivelse af konkursbegæringen til Skifteretten vil der blive indkaldt til et møde, hvor konkursbegæringen skal behandles. På baggrund af oplysningerne fra skyldneren om de økonomiske forhold tager Skifteretten stilling til, om konkursdekret skal afsiges. Hvis skifteretten beslutter at afsige konkursdekret udpeger den samtidig en eller flere kuratorer. 

Hvad sker der under en konkursbehandling? 

Så snart et konkursdekret afsiges mister skyldneren retten til at råde over sine aktiver og passiver. Fra dette tidspunkt er det kun kurator, som kan disponere over de aktiver og passiver, der omfattes af konkursen. Kurator sælger aktiverne og gennemgår passiverne og andre forpligtelser. Når aktiverne er solgt, og kurator har taget stilling til passiverne, fordeles provenuet mellem kreditorerne i en bestemt rækkefølge (konkursordenen).  

Kurators opgaver indebærer også, at kurator skal undersøge, om der er foregået noget, der skal undersøges af politiet eller om der er kreditorer, der på den ene eller anden måde er blevet begunstiget kort før konkursen.

Kurator sørger for straks at orientere kreditorerne om indtræden af konkurs - og herefter orienterer kurator løbende kreditorerne om konkursbehandlingens forløb. 

Anmeldelse af krav

Kreditorer, som har penge tilgode i konkursboet, skal anmelde deres krav overfor kurator. Sammen med anmeldelsen skal kreditor fremsende dokumentation for kravet. Hvis kurator ikke kan anerkende et anmeldt krav vil den pågældende kreditor blive orienteret herom. Hvis der i sidste ende ikke kan opnås enighed skal kreditor anlægge sag mod konkursboet. 

Hvor længe kan en konkurs vare? 

Når konkursbehandlingen er afsluttet (alle aktiver solgt) udarbejder kurator et boregnskab.

I visse konkursboer viser det sig, at der ikke er aktiver i boet udover, hvad går til omkostninger ved bobehandlingen. Sådanne konkursboer afsluttes langt hurtigere og ofte uden gennemgang af de anmeldte krav.

Kuratorerne og skifteretterne bestræber sig på at få konkursbehandlingen afsluttes så hurtigt, det forsvarligt er muligt.

Hvad sker der, når konkursbehandlingen er afsluttet? 

Hvis der er tale om et selskab, slettes det i Erhvervsstyrelsens register, og selskabet ophører således med at eksistere. 

Hvis der er tale om en person består den gæld, der ikke dækkes gennem dividende fortsat - også efter afslutningen af konkursbehandlingen. 

Hvad koster det at indgive en konkursbegæring?

Retsafgiften for at indgive en konkursbegæring er 750,00 kr.

Den som indgiver en konkursbegæring skal normalt stille sikkerhed for betaling af omkostningerne ved konkursbehandlingen inden konkursdekretet afsiges. Sikkerhedens størrelse fastsættes af skifteretten, men udgør typisk 40.000 kr. 

10.000 kr. af sikkerhedsstillelsen kan dog udelukkende anvendes til dækning af undersøgelser vedrørende konkurskarantæne, når undersøgelserne ligger noget ud over undersøgelserne i henhold til konkurslovens § 110, stk. 4. Det vil sige, at den, der har indbetalt sikkerheden, i nogle tilfælde vil få en del af sikkerheden tilbage. 

Sikkerheden anvendes til dækning af omkostningerne ved bobehandlingen, hvis omkostningerne ikke kan afholdes af boets midler. Omkostningerne ved boets behandling omfatter bl.a. honorar til kurator.

Kurators honorar fastsættes af skifteretten efter en konkret bedømmelse af det udførte arbejde og herunder den medgåede tid.