Menu

Dødsbobehandling

Når et familiemedlem dør, skal de nærmeste pårørende i løbet af ganske kort tid tage stilling til mange og for de fleste helt uvante ting. Der skal tages hånd om en række praktiske forhold vedr. begravelsen. Herudover skal der tages stilling til, hvad der skal ske med afdødes penge og ejendele.

Arvingerne til afdøde vil blive indkaldt til et møde i skifteretten, hvor det skal besluttes, hvordan dødsboet skal behandles. Herefter skal der indgives begæring om skifte til skifteretten. Begæringen skal være ledsaget af en solvenserklæring, evt. skiftefuldmagter og en begæring om indrykning af proklama i Statstidende/dagblade. Efterfølgende skal der udarbejdes en åbningsstaus, som er en redegørelse for afdødes aktiver og passiver opgjort til værdierne pr. dødsdagen.

Afhængigt af den valgte boform, skal der senest 15 mdr., henholdsvis senest 2 år og 2 mdr. efter dødsdagen foreligge udarbejdet boregnskab - en redegørelse for afdødes aktiver og passiver opgjort til de realiserede værdier.

At skifte et dødsbo kræver et indgående kendskab til de regler, der gælder for dødsbobehandling. Komplekse skattemæssige forhold kan være afgørende for hvilken bobehandlingsform, arvingerne bør vælge.

Det vil derfor være en stor hjælp for de fleste arvinger, at få hjælp fra en advokat til at skifte boet. Med hjælp fra en advokat, der er specialiseret i dødsbobehandling, sikres det ligeledes, at alle indtægter til boet afdækkes, og at alle muligheder for at opnå fradrag i boet forud for beregning af boafgift og evt. dødsboskat udnyttes.

Vi kan hjælpe

Vi har mange års erfaring i at behandle dødsboer hurtigt og effektivt.

Vi rådgiver om valg af skifteform og andre spørgsmål, så boet skiftes optimalt. Hvis arvingerne er uenige, bistår vi med at finde en hurtig løsning på uenighederne, således at skiftet ikke forsinkes unødigt.

Honorarudgiften for advokatbistand i forbindelse med dødsbobehandling vil blive beregnet med udgangspunkt i det tidsforbrug, der anvendes på bobehandlingen. Honorar til advokat for bistand i forbindelse med bobehandling indgår som et passiv i boregnskabet og kan således fradrages, inden boafgiften beregnes.